Fortæl med levende billeder – arbejde med film og animationer

Fortæl med levende billeder – arbejde med film og animationer

Generelt om modulet

Valgmodulet “Fortæl med levende billeder” handler om levende billeder, der bliver bearbejdet på computeren og offentliggjort på nettet.

Du får mulighed for at vælge, om du vil arbejde traditionelt med et videokamera, eller om du vil eksperimentere med alternativ teknik såsom webcam og bærbar computer, animationer eller små filmhistorier sat sammen af billeder, lyd og musik. Webcasting er også en mulighed.

Levende billeder til alle

I dag er levende billeder blevet særdeles bærbare. Med en mobiltelefon af den type, der bruges af børn og unge i dag, kan der både vises og optages video hvor og når som helst. Video kan også skydes med de fleste nye digitalkameraer, der – ud over stillbilleder – ofte kan lave video i forbløffende god kvalitet.

Motiverende muligheder

De mange små levende billeder er udtryk for tilgængeligheden i medieverdenen. De levende billeder kommer tættere på brugerens hverdag, og børn og unge bliver selv producenter.

I den mere tilbagelænede del af medieverdenen finder vi store flade tv-skærme eller projektorer med surroundlyd og visning i HDTV-format.

I stedet for at blive stakåndet af mulighederne er det oplagt at se de motiverende muligheder i isenkrammet – både for elever og lærere.

Levende billeder døgnet rundt

I tv og på internettet oplever vi mange former for levende billeder:

  • Video
  • (Enkle) animationer
  • Slideshows
  • Tegnefilm.

Variationen over gammelkendte teknikker er de senere år videreudviklet inden for musikvideogenren, som det kan ses døgnet rundt på satellit- og internetkanalerne.

Levende billeder kan skabes af hvem som helst med en computer, og der er ikke længere så langt til Bille August og Lars von Trier.

Film på nettet

Det behøver ikke mere at være noget problem at lægge sine egne film på nettet.

Stort set alle har masser af båndbredde og kan modtage film uden hakkeri og ventetid. De fleste websteder har også masser af kapacitet til rådighed, så hele familiens videoproduktioner kan uploades. Problemet er snarere, at det måske kan være svært at finde publikum til de små mesterværker fra fx lille Viggos fem års fødselsdag.

De store tv-kanaler er også begyndt at bevæge sig ind på net-tv-området, og det kan forventes, at der vil komme et stigende udbud på dette marked, der efterhånden vil supplere og endda overhale tv fra de almindelige terrestriske kanaler og satellitkanaler.

Den første bredbåndskanal i Danmark var TV2 Sputnik, hvor man kan leje film eller se tv, når man har lyst vha. sin computer, se sputnik.dk.

Musik- og reklamevideo

Musik- og reklamevideoer er kendte genrer, der kan behandles for sig i undervisningssammenhæng. Flere tv-kanaler har udelukkende musikvideoer på programmet. Målgruppen er ofte udelukkende ungdommen – og dem, der kan huske, da de var unge.

Øvelser og håndværk

Som øvelser til dette modul kan du arbejde med:

  • At optage og redigere videofilm
  • Lave simple animationsfilm
  • Udgive på en webside eller via webcasting.

Senest redigeret 04/08/2006