
I forbindelse med Skole-IT dukker en række spørgsmål op, som man gerne vil have besvaret. Mange af svarene vil afhænge af aftaler med ens arbejdsgiver og kursusudbyderen, men nedenfor gives nogle generelle retningslinier for kursuskonceptet.
Hvor lang tid strækker kurset sig over?
Kurset kan gennemføres på 16-20 uger, men en udbyder kan også tilbyde kursusmodeller, der strækker sig over længere periode (op til 52 uger)
Inden kurset begynder, aftales med kursusudbyderen, over hvor lang tid kurset strækker sig. Man kan altså ikke 'strække' et allerede aftalt kursus.
Hvor mange timer tager kurset?
Der kan ikke sættes et nøjagtigt timetal på, hvor lang tid der skal bruges på kurset. Den pædagogiske del af kurset foregår i team med to tre eller fire deltagere, og her vil tidsforbruget være afhængig af, hvor grundigt man fordyber sig i de enkelte opgaver og hvordan arbejdet organiseres. Opgaverne giver rig mulighed for at arbejde med undervisningsforløb, der kan afvikles i ens egen klasse.
Den håndværksmæssige del af kurset vil for rutinerede it-brugere kunne gennemarbejdes forholdsvis hurtigt, mens mindre rutinerede brugere skal beregne længere tid.
Skal alle modulopgaver godkendes?
Ønsker man 'det Pædagogiske IT-kørekort', skal man have godkendt 8 modulopgaver. Men en kursist kan godt vælge at følge kurset og kun få godkendt de 4 første moduler. Han får så blot ikke noget kørekort, men de godkendte modulopgaver registreres, så han senere kan genoptage arbejdet med de sidste moduler.
Hvordan fuldføres et afbrudt kursus?
Hvis en kursist har fået godkendt de 4 første modulopgaver, kan han fuldføre Skole-IT kurset ved at deltage på et opsamlingshold, hvor der i team arbejdes med de resterende moduler. En vejleder giver respons og godkender efter samme arbejdsrutiner som i et almindeligt Skole-IT kursus.
Henvendelse vedr. opfølgningskurser til en udbyder
Kan enkeltpersoner deltage i Skole-IT?
Ja, man kan godt tilmelde sig som enkeltperson til et Skole-IT kursus. På introduktionsdagen vil kursisterne blive organiseret i team, så de pædagogiske opgaver bliver udarbejdet i fællesskab.
Senest redigeret 30/07/2003

|